Hjemmeforbruget blev for det meste altid dækket ved husflid, kun når der var overskud, blev der solgt til byerne eller eksport. På Sjælland var hørspinding og vævning i høj grad blevet fremmet af hosekræmmere, der afsatte deres varer i København. De havde direkte opmuntret bønderne eller måske snarere bønderkonerne til arbejdet.

Frederik IV beskyttede 1710-1720 denne handel mod uld- og hørkræmmerlavene i byen, der klagede over, at hosekræmmerne gik dem i næringen Regeringen ønskede nemlig at fremme selvforsyningen og holde lavspriserne i skak. På grund af den store landbrugskrise, der indtraf omkring 1720 og varede til 1740erne, oprettede kongen i 1735-36 en slags handelsministerium, Kommercekollegiet, og en af dets embedsmænd. Otto Thott, søgte på den tid at skabe overblik over Danmark-Norge’s økonomi.

Af hans ”Uforgribelige Tanker om Commerciens Tilstand” (1735-1736) fremgår, at Hør og Hamp er så vigtige råstoffer, at man burde ”lægge mere Vind paa” dem, end man gjorde. Han anbefalede, at man, da man importerer så meget lærred, sparer mellemhandleravancen ved at importere direkte fra Leipzig og Schleisen i stedet for at få det over Hamborg. Han beklagede, at vi ”faar fast alle vore Lerreder” fra Tyskland over Holland. Det var, set med tidens opfattelse af økonomi, ikke godt. Så meget som muligt skulle produceres indenlands, så meget mere, som man havde et stort problem med subsistensløse, tiggere etc. som man gerne ville have i arbejde. Dertil kræves såvel råstoffet, i dette tilfælde hør, og uddannet arbejdskraft, spindere, vævere, farvere m.v.

Man måtte, mente Thott, derfor undersøge, om råvare haves i landet eller let kan skaffes andensteds fra, om den forarbejdede vare kan afsættes, især indenlands, og om mange folk kan ernæres derved ”Saaledis er en Fabriqve, hvor mand tillige spinder, langt nøttigere, end dend hvor mand alleene væver, efterdi det Stk: Tøy som een kand væve udfordrer 5 eller 6 Spindere”. Derfor opregner Thott blandt de Manufacturer, der bør oprettes ”alle Slags Lærreder, i sær grove. Hør kand haves fra Øster Søen og Debiten (= Afsætningen) hos os selv findes; dog maatte mand tillige see paa Spinderierne. Paa nogen Tiid indføres een Deel Polsk Garn, som i saa Maader maate forbydes. Thi ellers er det dog bedre, at Garn end at Lærrit indføres”.

Altså mest muligt arbejde indenlands og helst også produktion af råvaren Hør. Her lå det dog tungere. Hør indgik ikke i normalt ikke i trevangsbruget, så hvis bønder skulle dyrke det, måtte det være på deres eget jordstykke, toften. Hvor det indgik i vangeskiftet, blev det dyrket efter byg.

Det var derfor naturligt, at Kommercekollegiet nedsatte en linnedspindedirektion. Der oprettedes et linnedspinderi i tilknytning til et linnedvæveri, som Frederik Holmsted (der sad i direktionen) drev på Christianshavn. Hensigten var, at fattighuslemmer skulle udgøre arbejdskraften. Problemet var, at man var nødt til at importere hør og specialister i spinding og vævning. Fabrikken begyndte at levere i 1743.

I det første forsøg på en oversigt over rigernes økonomi, der er offentliggjort, Erich Pontoppidan’s ”Forsøg til en dansk oeconomisk Balance” fra 1759 oplyses, at Bondestanden i Danmark er næsten helt selvforsynende med Uld- og Linnedvarer: ”Hver landsby har sine Manufacturer, skiønt de ikke ansees derfor. I mange, ja vel de allerfleeste, særdeles jydske og fyenske Bondehuse væves enten uldent eller linnet. Følgelig kan vore Købstadsfabriquer ikke have nogen synderlig Debit eller Afsætning paa sine Varer udenfor Stæderne…” Med andre ord kunne fabrikken i København ikke afsætte sine produkter hos størstedelen af landets befolkning.

På Sjælland og Lolland lagde hoveriet beslag på de fleste kræfter (hoveriet var her hårdere end i resten af landet) så her var husflidsproduktionen mindre, men formentlig nok til at dække hjemmeforbruget. På Fyn var produktionen stor nok til salg i byerne, I Østjylland og Slesvig, var der særlig stort overskud bl. a. fordi der var let adgang til import fra Østersøområdet, og den gode jord tillod dyrkning af hør. Fra Randers, Ribe og Ålborg udførtes meget lærred til København. Det menes, at i hvert fald en del af produktionen finansieredes som forlagsproduktion, d.v.s. at købmanden indkøbte hørren og leverede til spinderskerne og væverskerne, og formidlede salget. I egne med utilstrækkelig hørdyrkning skulle væverne indkøbe den dyre hør, så forlag var en mulighed. Ellers måtte de købe i små portioner og sælge i tilsvarende små mængder, så mellemhandlerne kunne presse prisen. Der vides kun lidt herom, fordi mængderne var små og hverken købmændene eller arbejdstagerne førte regnskab. Det kendes dog, at opkøbere drog omkring og købte op direkte fra gårdene og solgte i byerne.