Lisbed var henrevet, vildt betaget over sin Rasmus da de for et par år siden blev kærester og har længtes efter ham lige siden. Da han dukker op igen efter et par års studier i København er hun parat til at ligge med ham lige med det samme, men hendes jeronimuske far forhindrer det ret kontant. Ikke om han vil have en svigersøn, der tænker og agerer så fjollet som Rasmus, nu Monsør Montanus; Monsør Montanus, må jeg være fri for en skabagtighed, siger han.
Men det er dog at gå for vidt, svarer Magdelone, hans kone - og Lisbed med hende. Rasmus kan jo bare skifte standpunkt og lade jorden være flak, når det er så vigtigt. Men selvfølgelig kan han ikke dét. Han må stå lige så meget ved sine tåbelige principper, som Jeronimus (og flere med ham) må stå ved dét han har lært ved at observere, for selv om det er plat enfoldigt - og helt forkert - er det også realistisk og forståeligt. Ét er hvad man ser når man ikke er fagligt eller videnskabeligt uddannet, noget ganske andet kan være dét man ser, hvis man har faglig eller videnskabelig indsigt - hvad Erasmus ret beset ikke har, for han behersker kun udenværkerne.
»Erasmus« har flere dimensioner, men den handler især om konflikten mellem det gamle og det nye, dog ikke i rén form, men som en modsætning mellem to gemytter, der på hver deres skæve måde repræsenterer ungdommen og alderdommen. Den ene udtrykker en optimistisk begejstring over at være en del af modernitetens »sandhed«. Den anden en ganske koldsindig beherskelse af den jordbundne »forstandighed«. Begge parter har ret, begge uret - ikke fuldt og helt, men cum grano salis, dvs. med en hel skål salt.
Havde Holberg været en ringere kunstner, havde han ladet tingene gå op i en smuk helhed; både Jeronimus og Rasmus havde kastet sig i hinandens arme og lovet at lytte efter hverandre. Men nej, stykket slutter fuldkommen »ukorrekt«; Erasmus narres i tjeneste som soldat og prygles til at skifte sit »korrekte« standpunkt ud med bjergets dybt forældede verdensopfattelse. Det var - og er stadig - en langt bedre slutning end den »traditionelle«, og en slutning der i sin absurditet understreger Holberg's komiske genialitet.
»Erasmus« og »Jeppe«
Jeronimus (Claus Flygare), Erasmus (Lars Mikkelsen), Erasmus' far, mor og svigermor (Kristian Halken, Ditte Gråbøl og Gitte Siem), Pressefoto. Foto: Karsten Weirup
»Erasmus« og »Jeppe« foregår begge i bondesamfundet, men ligner ellers ikke hinanden det mindste. De er skrevet på hver deres måde og er to meget forskellige former for teater. »Jeppe« er en scenisk bearbejdelse af nogle historier i den tyske jesuittermunk Jacob Bidermann's roman »Utopia« fra 1600-tallet, mens »Erasmus« (så vidt jeg véd) er Holberg's egen opfindelse. Dertil kommer at bønderne i de to komedier er lige så forskellige som Peblingesøen og hele Sjælland. Den store forskellighed i det dramatiske plot og i beskrivelse af landsbyfolket skyldes muligvis blandt andet at der er flere år mellem dem; »Jeppe« blev spillet første gang i 1722, »Montanus« flere år senere - i 1731, og der var sket meget imellem.
»Jeppe« er et komplekst, nærmest gådefuldt stykke, og denne gådefuldhed har givet det en indre spænding, men også en stor popularitet. Nogle teaterfolk og adskillige tilskuere har nemlig lagt andet i stykket, end der egentlig stod fra Holberg's side, og mange har sét den fordrukne og kuede Jeppe som én man måtte bære over med og som én man måtte have medynk med; »Erasmus« er tænkt langt bedre igennem - og »lander« derfor også med en langt stærkere funderet og turnéret ironi end »Jeppe« gør. Grønnegårds Teatret har tilmed videreudviklet ironien og gjort »Erasmus« til en let, lystig og klog komedie - der sagtens tåler at blive set mere end én gang.
Bjørn Andersen
Grønnegårds Teatret
www.groennegaard.dk
Her kan læses om forestillingen (22.6.2007-25.8.2007), teatret og det øvrige repertoire.
Bearbejdelse og iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Thomas Bjørnager. Teaterchef: Steen Stig Lommer. De medvirkende kan ses her: www.groennegaard.dk/opslag.asp?page=2&id=43
