Det var i de første år Hojer første gang provokerede Holberg - næppe for at provokere nogen, endsige Holberg, men nok for at brillere en smule. Hojer overvejede på dén tid hvordan han skulle undervise sine elever i historie, han orienterede sig i hvilke bøger der fandtes og besluttede at skrive en introduktionsbog selv. Blandt de bøger Hojer energisk skubbede til side var en bog som Holberg havde skrevet og udgivet; hans opfattelse var at den, i det mindste hvad den danske historie angik, var for overfladisk - og at den var temmelig stærkt inspireret af den tyske (eller tysk-svenske) forfatter Samuel Pufendorf (1632-1694). I parentes bemærket var Danmark på dén tid stadig i krig med Sverige.

Hojer lod sin introduktionsbog trykke i Flensburg i 1718 (og i Erfurt året efter) - inklusive sin begrundelse for selv at føre sig frem som historisk forfatter hvad der nuomstunder, på stor afstand, kan synes at være selvbevidst, men også ganske rimeligt, ikke mindst fordi Hojer synes at være gået ærligt og ligefremt til værks, fordi han havde gjort noget ud af at begrunde sine valg - og fordi han med et nutidigt udtryk synes at være gået efter bolden og ikke efter manden.

Holberg blev bekendt med den hojerske dom og må - at dømme fra hans reaktion: en fingeret latinsk disputats der blev udgivet under en stadigt levende Paulus Ryterus' [Povel Rytter's] navn - have følt sig trådt meget for nær. Se fremstillingen hos Georg Brandes i hans Holberg-biografi fra 1884 (s. 46 ff. i den digitale udgave: http://bjoerna.dk/Holberg/Brandes-2007.htm). Holberg havde for resten ikke gjort det mindste for at indhente forhåndsaccept fra Rytter.

Men se også hvad Holberg skrev 8-9 år efter - da krudtrøgen havde lagt sig en smule - i sit første latinske levnedsbrev: Objicitur mihi plagii crimen, qvasi in capitibus illis ad historiam septentrionalem spectantibus Pusendorfium exscripsissem = Jeg blev beskyldt for plagiat, for i afsnittene om nordisk historie at have udskrevet Pufendorf.

Beskyldningen var hélt urimelig mente Holberg. I 1728. Han havde ikke skrevet nogen Danmarkshistorie. Han havde skrevet en oversigt over den almindelige historie. I øvrigt havde han (som godt 30-årig!) knap nok været voksen da lysten havde ført ham til at skrive: Præterea annos pubertatis non attigeram ... Og endelig, så var det kun fordi hans venner fandt ham ugidelig eller frygtsom hvis han ikke reagerede, at han endelig skred til værket og gik til 'modangreb' [efter Aage Kragelund's udgave af Ludvig Holbergs Tre Levnedsbreve, bd. I, s. 212-213].

Når Holberg talte om at han knap nok var blevet voksen refererede det givetvis til at han tidligere havde fortalt at han så temmelig ung ud skønt han (dengang) både havde været teologisk kandidat og havde fået lovning på et professorat [se Kragelund bd I, s. 30-37].

Havde jeg været ansat ved Politiet, ville jeg på indeværende tidspunkt være blevet en anelse mistænksom: Så mange forklaringer, så mange forskellige forklaringer ... der må stikke noget under!

Måske Holberg havde fundet det nødvendigt at gå så radikalt og energisk til værks fordi han - på dét tidspunkt - forsøgte at interessere Frederik 4' for at gøre brug af ham som historiker? og fordi han - på et vist plan - anså Hojer for at være en temmelig farlig konkurrent? I 1719 var Holberg for længst kommet tilbage fra sin store rejse til Paris og Rom, samme år - i 1717 - havde han opnået sit første lønnede professorat - desværre i metafysik - og han var gået i gang med at skrive Peder Paars hvis 1' sang blev sat i søen i 1719?

Historikeren Caspar Paludan-Müller har konstateret at Holberg i det omhandlede værk har skrevet langt mere om Danmark end Pufendorf har gjort i sit værk. En anklage mod Holberg for direkte plagiat kunne derfor synes at være hélt ude af proportioner. Kvantitativt kunne der synes at foreligge et meget alvorligt argument for Holberg's opfattelse imod Hojer's, men om denne kvantitative konklusion kan eller må opretholdes, dvs ud fra en kvalitativ undersøgelse af hvad Pufendorf og Holberg hver især har skrevet, hvad Hojer faktisk har påstået og hvad Holberg har svaret, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt; heller ikke om begge d'herrer dybest set havde både ret og uret. Særligt interesserede kan henvises til Paludan-Müller's artikel på: http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=81232

Så vidt vides reagerede Hojer slet ikke på det holbergske rytterangreb; han gjorde dét som Holberg kunne have gjort og som han - angiveligt - også overvejede: ingenting. Men længe varede det ikke før Hojer igen havde bedrevet noget der provokerede Holberg, selv om dette 'noget' heller ikke denne gang havde adresse til ham, vores norske ven; men i Hojer's bemærkninger om Holberg som historiker var vores ven dog nævnt ved navn. Nu havde Hojer fuldkommen oversét Holberg, ikke nævnt ham overhovedet - også selv om han havde udgivet en bog om naturret ... på dansk (en bog der siden blev bearbejdet, kom i flere oplag og som var med til at gøre Holberg mere end velhavende).

Sagen drejede sig denne gang om hvor vidt ægteskab mellem nærtbeslægtede personer måtte ansés for at være udelukket efter naturretten, et emne der måske kunne have en vis betydning hvis man skulle tage stilling til hvilke fyrstelige personer der kunne indgå ægteskab med hinanden og hvilke ikke?

Det er muligt at Hojer - koldsindigt læst - kun havde italesat naturretten osv., men sådan blev han ikke forstået af sin samtid. Der var adskillige kirkefolk der slog 7 kors for sig, som holdt møder med hinanden - og som beskyldte Hojer for at tale positivt om blodskam som en mulighed i 1700-tallet. Hojer hævdede i en lidt senere fase i forløbet at han under ingen omstændigheder havde ment at blodskam skulle kunne accepteres - tværtimod; han havde kun skrevet om hvad der kunne hævdes og ikke hævdes ud fra en strikte naturretlig undersøgelse.

Et sted har jeg sét at Hojer måske kunne have tænkt sig at hjælpe Frederik 4' med at han i flere år var gift både til højre og venstre side. I så fald kunne rationalet være at når Hojer havde vist hvad man kunne hævde og - især - ikke hævde om ægteskab mellem nærtbeslægtede - ud fra Naturretten - så måtte man kunne hævde ganske tilsvarende om bigami, så meget mere som der er omtalt flere tilfælde af bigami i Det Gamle Testamente. Det elegante i sandsynliggørelsen ville så kunne være at diskussionen - fra ende til anden - ville være ført uden at man havde nævnt hverken Frederik 4' eller hans hustruer med et eneste ord. - Men, hvad der er op og ned afhænger af synsvinklen: 'Den elegante konstruktion' er ikke nødvendigvis gjort for at understøtte Hojer, evt. Hojer post mortem, den kan lige så vel være gjort for at vise hvor nederdrægtig en 'jesuit' han kunne være.

Hvad Holberg mente når det kom til sagens kerne kan ikke siges med fuldstændig sikkerhed, derimod kan det konstateres at han igen trådte frem under dække af et pseudonym - og at han igen angreb den hojerske position lige på og hårdt. I 1728 forklarede Holberg at Hojer's skrift havde fået hans endnu ikke lægte sår til at bryde op igen. Eller på latin: qvo opere vulnus nondum coalitum refricatur [efter Aage Kragelund's udgave af Ludvig Holbergs Tre Levnedsbreve, bd. I, s. 214-215].

I 1728 var Holberg nået til i det mindste at beskrive bataljerne og sin egen fremfærd med et smil på læben og med nogen selvironi; det var ikke hélt hen i vejret - skrev han - når der var nogen der beskyldte ham for at glimre på andres bekostning, men han havde - først og sidst - ikke angrebet skribenten, kun hans skrifter.

Men, hvis det sidste var sandt hvorfor havde han så skrevet om endnu ikke lægte sår? Pegede en sådan formulering ikke i en ganske anden retning? I dag er der måske ikke meget andet at sige om en sådan form for 'selverkendelse' end at den er lige så charmerende og konsistent som en sovs der er ved at skille.