For mange år siden - da mobiltelefonen endnu ikke var opfundet, hverken som iPhone eller som ældreudgave med gult armbind og sorte prikker - sad jeg i en bus der skrumlede afsted fra udkanten af Gladsaxe og ind mod den københavnske midtby - mens jeg prøvede at samle tankerne om Daniel Boorstin's bog Den syntetiske verden (eller hvad der skete med den amerikanske drøm).

Boorstin var netop udkommet i en serie man havde dén gang med mange gode ting: Gyldendals Uglebøger. På én af de sidste sider skrev han: 'Vi skuffes og bedrages af de mennesker, vi selv har skabt for at gøre vor verden større' [273]. Som man kan se var Boorstin en anelse skeptisk, kritisk - måske en smule pessimistisk?

Vi er ikke hvor Boorstin var i 1960'erne. Vi er et andet sted - i en anden 'problematik' - hvor udfordringerne er anderledes end de var.

Déngang levede vi i et 'opdelt' samfund, men déngang var der også ved at gå Karl Marx i alle ting ... som det siges i Olsen Banden på Sporet. Selv i Ralf Pittelkow og Karen Jespersen havde Karl Marx gemt sig, muligvis også i en venstresocialistisk Søren Espersen? Undskyld, undskyld siger vi i kor, de af os der er gamle nok til at have skejet ud ... og ... som for evig og altid vil lade være med dét, at skeje ud til hverken den ene eller den anden side. Undskyld.

Der er kun ét at gøre. Vi må med Søren Espersen tilbage til Holberg ... og sé afbalanceret på tingene?

Og dog ... for dét med det afbalancerede var mest noget Holberg sagde, ikke noget han også praktiserede. Hvad han ville var i øvrigt slet ikke at sætte tingene, tilværelsen, samfundsordenen til grundig diskussion, men at sé og organisere tingene på en bestemt måde.

Holberg var én af de bedst orienterede i sin tid, alene dét gør ham interessant dén dag i dag. Holberg var én af dem der havde været omkring, også til fods, så han var - både i overført og i bogstavelig forstand - overordentlig velbevandret.

Men Holberg kunne slet ikke sé at samfundet måtte vendes på hovedet, at man måtte komme væk fra den feudale samfundsorden, fra pyramidestrukturen og fra at alle ting gik i evig ring - og i stedet skabe et helt andet samfund. Han ville lave om på nogle ting, dét er sandt - men på Enevældens præmisser.

Holberg var ikke demokrat. Slet ikke. Og dét skal man ikke bebrejde ham, for Holberg levede i en anden tid, under andre omstændigheder.

Holberg skal ikke graves op og sige undskyld. Derimod skal vi der lever i en anden og senere tid lade være med at 'dyrke' ham, vi skal gøre noget der er en anelse mere fremadrettet, vi skal prøve at forstå ham - og at handle ud fra vores egen tids forudsætninger. Uden et åbent sind, uden forståelse og historisk indsigt kommer vi ingen vegne, så bliver vi ført - eller forført hvad enten det er af en gruopvækkende ideologi eller af en stor kunstner eller af hvem som helst der mener at ligge inde med Sandheden.


Jeppe på Hovedbanen?

På vejen hjem i S-toget - efter præsentationen af bogen - noterede jeg i min 'lommebog':

Dagens mest triste historie var dén direktøren, Hr T, fortalte. Måske var det en historie om en nutidig Jeppe?