SCEN. 3
Jeronimus. Leonard. Leander. Henrich.

JERONIMUS
God Morgen, Monsieur. I har jo været hos jer Svieger-Far i Maares efter Løfte?

LEANDER
Jeg beder om Forladelse hierte Far.

JERONIMUS
Ej I har ikke nødig at bede om Forladelse. I har lovlig Undskyldning. Een som har stimet den heele Nat over, maa jo endelig sove om Dagen. Jeg har Aarsag heller at bede om Forladelse, som har været saa dristig at forstyrre jer Søvn.
Til Henrich.
Og din Dag-Tyv - - - -

LEONARD
Ej Svoger! I har jo lovet intet ont at giøre ham. Han maa jo giøre, hvad hans Herre befaler ham.

JERONIMUS
Nej det er forskrækkeligt Svoger! den Knegt gaaer ind og dantzer self med; det giør jo ingen anden Tiener.

HENRICH
Det kommer deraf, at jeg har bedre Hoved og Begreb end de fleeste andre Tienere; thi hvad Tieneste kand de dumme Diævle giøre deres Herre dermed, at de sidde i en Vogn og fryser saa den heele Nat, at de maa ligge syg Dagen efter? Jeg holder for, at den største Tieneste, en Tiener kand giøre sin Herre, er at pleje sig vel, naar Tienesten ikke forsømmes derved. See engang hvad min Herre vinder derved. Naar andre Herrer vil gaae paa Mascarade, knurrer Tienerne, jeg derimod hopper af Glæde, og er aldrig meere hurtig. Naar andre slyngelske og dosmeragtige Tienere, som sidde i Vognen om Natten, skal hiem, ere de gandske stive af Kuld og u-beqvemme at hielpe Herren Klæerne af, ja maa tage Draaber ind at sveede paa Dagen derefter. Jeg derimod gaaer dantzende hiem og er frisk Dagen derefter.

JERONIMUS
Hør mig til den Knegt, hvordan han kand besmykke sine Sager. Han kunde blive en perfect Lakej-Procurator.

HENRICH
Jeg holder for, at en stakkels Tienere, der diverterer sig brav, giør meget vel. Vi fødes udi Armod. Vi opdrages udi Sult. Vi prygles en halv Snees Aar af en knarvorn Skolemester; saaledes gaaer vor Barndom hen. Naar vi kommer lidt til Alder, maa vi slæbe og trælle, at vi ikke skal døe i vor Alderdom for Tiden af Sult. Kort at sige, vor heele Levnet er en Kiæde af Ælendigheder. Og naar vi nu vil hitte paa noget at bøde paa vor Jammer, og ved en og anden Lystighed hindre, at vore Legemer ikke skal falde i Staver, bliver vi igiennemheiglede.

JERONIMUS
Meener din Slyngel, at det er sundt at føre et u-ordentlig Levnet, og giøre Nat til Dag?

HENRICH
Den Motion, Herre, vi har af en Nats Dantz, er saa sund, som at faae et heelt Apothek i Maven.

JERONIMUS
Kand dit Beest ikke movere dig uden det skal skee ved Dantz? Kandst du ikke giøre nyttigt Arbeide, og deraf bekomme sund Motion?

HENRICH
Jeg kand movere mig med at dantze, jeg kand ogsaa movere mig ved at hugge Brænde, men ved den ene Motion kand jeg arbeide mig en Hypochondrie paa Halsen, thi man hugger ikke Brænde med Lyst, men ved den anden kand jeg fordrive en Sygdom, efterdi den er blandet med Glæde. Jeg vilde ønske, at vi kunde tage Kudsken og Hestene med ind paa Mascaraden, at de stakkels Beester ogsaa kunde have nogen Tidsfordriv og nogle gode Timer blant saa mange suure Dage.

JERONIMUS
Jeg troer, at jeg slaaer Hovedet i stykker paa den Knegt.

LEONARD
Det var Synd, Svoger. Han har alt for got Hoved dertil, at man skulde slaae det i stykker.

JERONIMUS
Skulde den Knegt understaae sig at forsvare det, som alle skiønsomme Folk, der er kommen til Alders, fordømme, og ingen uden Straten-Junkere approbere?

LEONARD
Ej Hr. Jeronimus! lad ham da tale med mig, eftersom I ikke vil høre ham.

HENRICH
Herren har ret, at alle Folk, som er kommen til Alders, fordømme saadant, men hvorfor? fordi de er kommen i den Stand, at deres Been er bleven stive, at de self ikke kand dantze meer. Unge Folk har sine Tidsfordrive, og gamle Folk sine. Ungdommen fornøyer sig ved Spill, Dantz og deslige Lystigheder; gamle Folk her i Landet ved at sidde paa et Viinhuus om Aftenen, og igiennemheigle Ungdommens Feil, indtil de af 4re Vægtere maa lade sig slæbe drukken hiem.

Jeronimus løfter paa sin Stok.

LEONARD
I skal min Troe ikke slaae ham Svoger, han har, min Troe, ikke Uret i den Post.

HENRICH
Jeg siger det ikke for at laste gamle Folk, men for at vise, at hver Alder har sine Feil. Om det nu er mindre Synd at gaae drukken hver Aften til Sengs (hvilket er gamle skikkelige Folks grande Mode hos os) eller at gaae paa Mascarade paa visse Tider om Aaret, det lar jeg staae ved sit Værd. Den eeneste Forskiæl er, at det første er en gammel vedtagen Skik, men det andet noget nyt.

JERONIMUS
Svoger! jeg veed ikke hvordan I kand taale slig ugudelig Snak.

LEONARD
Ej I skal min Troe give ham lov at tale.

HENRICH
Meener Herren, at jeg siger dette for at moralisere? aldeeles ikke. Jeg siger kuns, at naar hver Stand betragter sine Feil, holder den ene Kniv den anden i Skeeden; og at intet Syn er meer selsom end at see en drukken Mand leedet af Vægtere hiem, moralisere og igiennemheigle Ungdommens Feil paa Vejen.

JERONIMUS
Men dit Beest! svar mig dertil. Hvad Anledning gives ikke til Ukydskhed ved Mascarader, hvor unge Mennesker uden Hinder forklædte kand kiøre hen til den tredie Sted, uden at nogen under deres Masker skal kiende dem.

HENRICH
Ej Herre! I Spanien er det farligt, hvor Fruentimmer er indsluttet. Men her i Landet, naar to forliebe sig i hinanden, finde de hundrede Lejligheder at komme sammen. At reise til Gylden-lund eller Friderichs-Dal om Sommeren, holdes for en meget noble Tidsfordriv, men hvad der bestilles iblant, veed min Broer perfect, som er Lejekudsk.

LEONARD
Men Henrich! nu vil jeg ogsaa tale lidt: Naar unge Mennesker gaaer hver Aften paa Mascarade, og stimer den heele Nat, maa de da ikke sove den heele Dag derefter? blive de da ikke derudover til ørkesløse Mennesker, og omsider til Døgenigter?

HENRICH
Det er sandt Herre! jeg har ikke et Ord at svare dertil; jeg tar kun alleene min Herres Parti, som kommer der 5 a 6 gange om Aaret; thi de, som giøre en Vane deraf, føre et skammeligt Levnet.

JERONIMUS
Gid du faae Skam for hver gang du har været over 5 eller 6 gange paa Mascaraden i Vinter.

HENRICH
Jeg har ikke noget at svare dertil Herre. Det kommer mig ej heller ved at forsvare det, lad dem svare som gaaer paa Mascarade 3 gange om Ugen heele Vinteren igiennem. Ellers kunde de got Folk ogsaa sige - - -

JERONIMUS
Hvad kunde de sige?

HENRICH
De kunde sige: Ungdommen ved saadan iidelig Nattevægt vænnes til at blive haardføre, og kand derved i Fremtiden blive beqvemme til at lide ont, og vaage, naar Forretninger det udkræve.

LEONARD
Men det er Ulykken, Henrich, at naar de vaage om Natten, maa de sove Dagen bort.

JERONIMUS
Ingen Ting er jo skammeligere, end at giøre Nat til Dag og Dag til Nat.

HENRICH
Det giør jo alle Vægtere, Herre, og dog ere got Folk.

LEONARD
Ja det er sandt. Men Vægtere giøre store Tienester om Natten, og de med god Samvittighed kand sove den halve Dag bort.

HENRICH
Ja de ønsker Folk udi Sang en roelig Søvn hver Time paa Natten, og tillige med deres Skraal vækker dem op af Søvne.

JERONIMUS
Kiære Svoger, tal ikke meer med den Knegt. Hør, hvis du oftere gaaer paa Mascarade, skal du paa Hovedet af mit Huus, og din Herre skal jeg giøre arveløs.

LEONARD
Nu nu, Svoger! ikke saa hidsig, lader os gaae Middel-Vejen, og hør ubesværget min ringe Betænkning om Mascarader. Jeg fordømmer ikke Mascarader, fordi de ere Mascarader; men fordi der giøres Vane deraf. U-nyttig Tids-Fordriv og Børne-Leeg ere undertiden saa fornødne for visse Folk som Mad og Drikke, og Mascarader, foruden at de forfrisker tungsindede Folk, ere af en sær artig Invention, thi de forestiller Menneskene den naturlige Liighed, hvorudi de vare i Begyndelsen, førend Hofmod tog overhaand, og et Menneske holdt sig for god at omgaaes med et andet; thi saa længe Mascaraden varer, er Tieneren lige saa god som Herren. Jeg fordømmer derfor ikke Mascarader, men deres Misbrug; thi at gaae 3 gange om Ugen paa Mascaraden er at sætte sine Midler til, er at sætte sin Helsen til, er at stiæle 3 Dage bort af Ugen, ja undertiden den heele Uge, thi unge Mennesker kand ved iidelig Sviir og Døserie blive gandske ubeqvemme til Forretninger. Man seer derfor ingensteds reglerede Mascarader heele Aaret igiennem. At dantze nogle gange om Aaret, enten med bedækt eller blot Ansigt, er intet ont, men at dantze heele Aaret igiennem, kand giøre den beste Stad til en stor Daare-Kiste.

JERONIMUS
Svar nu dertil, Slyngel.

HENRICH
Skam det giør!

JERONIMUS
Jeg troer vel, at du ikke kand svare noget vigtigt.

HENRICH
Herre! jeg har ikke Lyst til noget slags Spill, jeg spiller ikke Kort, som andre Tiennere; jeg fordriver aldrig Tiden med Drik eller hos Fruentimmer. Kort at sige: Jeg har ikke Lyst til noget uden Musiqve og Dantz. Hvilket derfor naar man betager mig, saa - - - -

JERONIMUS
Gid du faae en U-lykke med din Raisonneren, paa den Maade kunde een ogsaa sige: Jeg har ingen anden Lyst end at slaae Folk ihiel; betager man mig ogsaa den Lyst, saa har jeg ingen Fornøyelse i Verden.

HENRICH
Nej Herre, det maa man hindre, den Lyst maa man dempe; thi det er ikke Folks Lejlighed at lade sig slaae ihiel. Men hvem lider derved, at jeg gaaer paa Mascarade?

JERONIMUS
Om ingen lider derved, saa lider du self, i det du sætter dine Penge u-nyttig til.

HENRICH
Ej Herre! den største Dyd er at lade Pengene roulere blant Folk.

JERONIMUS
Efterdi du holder det for en Dyd, at lade Pengene roulere blant Folk, saa lad dem da roulere blant fattige Folk, saa giør jeg.

HENRICH
Herre! der er to slags fattige Folk udi et Land, nogle ere lade Stodere, andre ere arbeidsomme Stodere. De lade Stodere ere de, som gaaer om og tigger, og ikke vil arbeide; dem rækker Herren Haanden. De arbeidsomme Stodere ere Skrædere, Skomagere, Selge-Kiellinger, Makron og Sukkerbrød-Kiellinger, Leje-Kudsker; dem rækker vi Haanden. Dersom nu alle Folk levede saa indgetogen som Hr. Jeronimus, maatte alle slige Folk døe af Sult. Herren derfor ved sine Almisser styrker Folk i at betle; vi derimod hindrer dem fra at betle. Skal man hielpe Stodere, saa er det jo bedre at hielpe flittige end lade.

JERONIMUS
Hvilken forbandet Snak! du skal nok see, at nogen spiller alleene i den Intention at skaffe Kortmagerne Arbeid. Jeg vil ikke meer høre din u-rimelige Snak. Hør kiære Svoger! naar kand min Søn giøre Opvartning hos hans Datter?

LEONARD
Jo før jo bedre. Jeg veed ellers ikke, hvad der gaaer af min Datter i Dag, hun er saa melancholisk. Da vi sade og drukke Thee, giorde hun ikke andet, end sukkede.

JERONIMUS
Den gode Jomfrue har Aarsag at være fortrydelig. Jeg lover, at min Søn skal komme derhen, og han forsømmer det. Hun kand jo have Aarsag, at tage saadant op som en Koldsindighed. See der Junker, der har du Frugten af din Natte-Stimen.

Leander sukker dybt.

JERONIMUS
Ja nu sukker vi bag efter. Nu finder vi, at vore Forældres Formaninger har været vel grundet. Og du Hr. Philosophux, kandst du ogsaa hitte paa noget at besmykke dette med?

LEONARD
Nu nu, Svoger, skield ikke meer. Det er ikke saa farlig en Sag. Er det derfor, at min Datter er i ond Humeur, kand Melancholien snart fordrives, i det hun bliver erkyndiget om Aarsagen til hans Borteblivelse.

JERONIMUS
Lav jer da strax til, min Søn, at gaae derhen og giøre jer Undskyldning. Hr. Svoger er saa god at trinne lidt ind til mig, at vi kand tale noget sammen udi Eenrom.

De Gamle gaaer ind.