2/ Holberg's og Turèll's forfatterskaber er meget forskellige, men der er dog én genre som de begge har forsøgt sig i: den personlige erindring.

Holberg udgav 3 latinske epistler eller levnedsbreve med personlige erindringer (foruden en dansk epistel). Formålet med de latinske epistler var i høj grad at præsentere ham for det latinlæsende europæiske publikum - og det mente han måske, formentlig, at han selv var den bedste til?

Der er - blandt nutidens Holberg-forskere - udbredt enighed om at Holberg's latinske levnedsbreve havde særlige hensigter, og at de blev komponeret, ikke som impressionistiske skitser eller som løst henkastede strøtanker, men som særdeles bevidste opus'er; dét kan man sé af hans benyttelse af åbne og mindre åbne latinske citater som hans latinlæsende publikum var fortrolige med (se fx Aage Kragelund's diskussioner af levnedsbrevene og af Holberg's brug af den klassiske latinske litteratur).

Måske var der ikke tale om at Holberg ville 'give' læserne den rene og skære sandhed, som om at han ville fortælle nogle gode historier - og om at han ville meddele nogle af sine overvejelser (fx om forskellige folkeslag).

Den store københavnske brand i 1728 og Kongens - Frederik 4's - ledelse af katastrofe- og genopbygningsarbejdet imponerede Holberg og var (må det formodes) med til at styrke hans opfattelse af at den særlige danske Enevældemodel i 1728 ikke alene var god, men at den var den eneste brugelige. Og dét førte Holberg til (i fortsættelse af de engelske borgerkrigserfaringer) at drage temmelig vidtgående politiske konklusioner.

Sandsynligvis var Holberg allerede på vej i denne retning da han i 1720'erne skrev komedier med politiske temaer, således Den politiske Kandestøber og Jeppe paa Bierget, men under alle omstændigheder lagde han sig næsten helt fast i 1729, se fx Danmarks og Norges Beskrivelse der udkom første gang dét år.

Holberg levede i 1700-tallet, forholdene var - i alle henseender - anderledes end nuomstunder, Holberg overvejede dog demokratiets mulighed, det er sandt, men ikke seriøst, snarere på skrømt og for 'morskabs' skyld.

Holberg konstruerede et par ledere der kom fra folket, men han satte dem i helt umulige situationer ... og desuden var det jo ham der skrev deres replikker ... så han havde grundigt fat i snorene i sine marionetter ... Den ene (Kandestøberen) lod sig forvirre af rådgivere og mange andre ... den anden (Jeppe) endte som lysten tyran ... og som historisk affald ...

Man kan - ikke mindst når man tager de historiske omstændigheder i betragtning - fremhæve at Holberg indså at man måtte gøre mænd og kvinder lige i samfundsmæssig henseende. Det var temmelig fremsynet.

Man kan også fremhæve at han talte for religiøs tolerance. Også dét var fremsynet.

Til gengæld var der andre 'ting' han var blind for.

Holberg var ikke noget følelsesmenneske, ikke nogen 'empatiker', han tænkte i skemaer og modeller og i rationelt gennemførte overvejelser, og der kendes kun til én gang hvor han kneb en tåre.

Holberg var parat til at gå langt i sine overvejelser - således mht den voldsomme kvægpest, dens årsager og dens behandling. Men han var slet ikke på rette spor, når han (tilsyneladende) troede at man kunne ræsonnerere sig igennem dén slags problemer. Men ret skal være ret, det var først i slutningen af 1700-tallet at man - med afsæt i udenlandske undersøgelser og forsøg - fik hul på problemet. Og for det andet indså han - til sidst - at han ikke kunne løse problemet.

Holberg havde ikke et naturvidenskabeligt gén, men der er et par vigtige eksempler på at han selv erkendte at der var grænser for hans indsigt ... og at sådanne grænser vel kunne overvindes ... på sigt?

På det seneste har jeg genlæst Turèll's Vangedebilleder. 'Billeder' er en karakteristisk samling af hverdagserindringer eller 'praktisk' sociologi ... som er forskellig fra så mange andre erindringer fra 1970'erne, både de 'dokumentariske', de 'fag-kritiske', de 'biografiske' eller de 'selv-biografiske', men de er et spændende supplement til dem.

Turèll har søgt at få den 'virkelige' sandhed frem på 'lærredet' eller papiret, ikke i streng sociologisk forstand, men måske heller ikke i journalistisk?

Hvad Turèll stræbte efter var at udtrykke sine egne oplevelser og erfaringer ... sin barndoms og sin tidlige ungdoms oplevelser og erfaringer så 'sandfærdigt' som muligt, ... dvs så u-filtreret og akademisk u-reflekteret som muligt, men koncentreret, ordnet, kunstnerisk bearbejdet.

Vangedebilleder var ikke et forsøg på at gøre sig gældende på det internationale marked, snarere ville Turèll afprøve en ny måde at erindre og kommunikere på. ... Temaerne er lagt omhyggeligt til rette, der er lange stræk af bevidst 'musikalsk' komposition ... ikke som en stream-of-consciousness, men snarere som en kæde af improvisationer?

Barokkens musikere improviserede ... det samme gjorde jazzens musikanter ... og det samme har Dan Turèll måske gjort - men fløjtenisten Holberg? ... MÅSKE, jeg véd det ikke, har Turèll øvet sig med en gammel båndoptager ... - og leget sig frem med alle alfabetets bogstaver?

Måske, formentlig, har Turèll været i dialog med sine venner og ikke mindst med sig selv, måske har han udviklet sine tekster på dén måde? Det føles sådan når man læser teksten igennem i dag ... i det mindste har jeg tydeligt 'hørt' Turèll's stemme undervejs, måske fordi jeg 'har' ham på forskellige plader og i udsendelser med - og uden - musikledsagelse?

Turèll har givetvis haft forbilleder, måske især amerikanske? Men han kunne sagtens have fundet inspiration hos den gamle syndikalist Christian Christensen der voksede op på Nørrebro (En rabarberdreng vokser op og Bondeknold og rabarberdreng)? Ikke så meget på det formmæssige plan, men ved at fastholde sit perspektiv (underklassedrengens) og ved at fortælle 'det hele', råt for usødet. ... Og så har jeg netop set at Dan's syndikalistiske farfar boede i Fiskergade på Nørrebro ... så mon ikke?

Men hvor Christensen fortalte sin historie kronologisk, har Turèll gjort noget helt andet - han har 'arrangeret' sit materiale efter emner ...

I øvrigt er der en meget vigtig forskel på Holberg's og Turèll's erindringer. Holberg udstråler ikke megen empati i sine levnedsbreve, om overhovedet nogen. Han kommer ind på - det er sandt - at der er nogen der omtaler ham osv., nogen der har svært ved at tro at han - denne lille splejs - skulle være uddannet teolog, og senere at han skulle have fået stillet et job i udsigt som universitetsprofessor ... ros fra andre kan man finde eksempler på, men sympati for sine omgivelser? Noget om hans følelser, om hans indre liv? Noget om hans venner, bekendte eller rejsekammerater, for ikke at tale om hans familie? Hvad der kan findes i det efterladte materiale er uhyre sparsomt.

Turèll derimod udstråler både stor menneskelig nysgerrighed, eksperimenterelyst og medfølelse. Også de mange steder hvor han fortæller om hvordan nogle af 'hans' figurer opførte sig som fordrukne slamberter.

Der er paralleller mellem Holberg og Turèll ... men som det fremgår er der meget store forskelle mellem dem. Turèll var på mange, måske endda de fleste, måder forskellig fra Holberg. Ikke kun fordi forholdene, tiderne var så forskellige - men fordi deres psyker var så forskellige.


3/ Kan man ... som tankeeksperiment ... opfatte figuren Turèll som 'realiseringen' af én eller flere af Holberg's komediefigurer?

Det er selv sagt ikke Jacob von Thyboe jeg har i tankerne, Jeppe paa Bierget, Den Stundesløse eller - for den sags skyld - Erasmus Montanus ... Men hvad med Jean de France? ... Jean de France cum grano salis, Jean med en skefuld salt?

Jean ville realisere sig selv, han drog til Paris for at få fat i tidens moder, han vendte hjem og fordrejede hovedet på sin mor ...

Jean var ikke skabt uden evner, men Holberg holdt tømmerne så stramt at Jean ikke alene fik lov til at forfølge sine 'egne' mål, han blev tilmed skubbet videre frem af sin dukkefører ... Det er der ikke noget mærkværdigt ved, for en Holberg-komedie er jo skrevet færdig inden den spilles. Karaktererne har ikke noget egenliv selv når dygtige skuespillere kan få det til at se sådan ud.

Men hvad hvis vi forestiller os en levende figur på Jean's plads ... en dynamisk, intelligent og empatisk Jean?

Så ville der kunne opstå en særlig form for dialektik ... dialektik fordi alle 'medvirkende', Jean, andre spillere osv ville kunne give hinanden - og 'forfatteren' - virkeligt modspil ... og bidrage til at 'tingene' udvikler sig.

Og dét er vel den store forskel? Holberg's Jean var lavet af pap og kunne kun agere på forud specificerede vilkår ... En levende 'Jean' ville være noget ganske andet allerede til at begynde med, og han ville derfor også kunne udvikle sig til noget ganske andet end hvad der stod i en drejebog.

Måske sprang Holberg over gærdet hvor det var lavest, fx når han gjorde sine 'ofre' mindre end de var, for ikke at tale om den håndfuld eller to som han 'overså' eller glemte ... osse selv om han har skrevet mange gode og udfordrende ting og fortsat må regnes som én af den danske litteraturs virkeligt store.

Uanset hvad, har tiderne skiftet ... vi står ikke længere i 1700-tallet ... alle Vangede's gårde er blevet udskiftet (se nærmere i Vangedebilleder!) ... Enevælden er død og borte, der er kun nogle få anakronismer og kulisser tilbage ... Problemer er der mange af, både 'små' og 'store' - men de er af en ganske anden art end på den store H's tid.